7. rejsebrev - 13.06.2006 Kære venner Det er vist absolut tid til livstegn her fra Israel. Vi har det begge forholdsvis godt. Mai-Britt har dog reddet sig en influenza. Der er sket rigtig meget siden sidst. Vi er faldet rigtig godt til på hospitalet. Brevet her bliver skrevet på taget i 30 graders varme, mindst. Det er hårdt fysisk arbejde vi har, men der bliver taget meget hensyn til os, så vi løfter ikke mere end vi kan. Her er nu flyttet et dansk ægtepar ind her også. Hun arbejder også som volontør. I sidste uge var vi i Ramallah for at besøge en palæstinensisk læge, der fortalte om forholdende her. Det var utroligt spændende. Manden har studeret i Tyskland og været gæstelærer i bl.a. Danmark, men i dag har han udrejseforbud, fordi han er farlig for landets sikkerhed. Han skriver nemlig artikler og bøger. Direkte derfra tog vi ind til Jerusalme Down Town for at fejre uafhængighedsdagen. Det var to vidt forskellige verdner. Det er også blevet til en tur til Dødehavet. Det var noget af en oplevelse. Jeg havde aldrig troet, at man kan flyde på maven. Det eneste problem var at selvom vi var en flok herfra hospitalet, der tog af sted sammen, var Mai-Britt og jeg alligevel de eneste lyshårede, så vi fik vores del af opmærksomheden. Påsken var et kapitel for sig. Jacob var hernede med en rejsegruppe i den uge. Det var rigtig dejligt at se ham igen. Derudover var der mange forskellige religiøse arrangementer. Den jødiske påske faldt i år sammen med vestkirkens. Desværre havde østkirken deres ugen efter, hvor vi var på ferie. Forskellige kalendere afgør de forskellige placeringer. Palmesøndag var der en større procession ned over Oliebjerget, hvor Jesus sandsynligvis er redet ind i byen. Det ville i hvert fald være den mest naturlige vej fra det udgangspunkt, der er nævnt. Skærtorsdag var vi til international gudstjeneste i vores lokale kirke. Sprogene der er: tysk, engelsk, arabisk og dansk. Den sluttede med procession til Getsemane. Langfredag gik vi Via Dolorosa. En vej man i middelalderen fandt ud af, at Jesus sandsynligvis har gået til Golgatha. Hvordan man så end finder ud af det 1000 år efter begivenhederne. Vi gik den med den danske menighed fra morgenstunden, men allerede da måtte vi af og til stå i kø ved de forskellige stationer. Jeg tør ikke tænke på, hvordan det har været senere på dagen. Længe før dag, påskedag var vi af sted, så vi kunne se solopgangen fra Oliebjerget. Det var et syn. Derfra gik vi ned i gravhaven, og ganske rigtigt. Graven er tom. Det var der en karismatisk prædikant, der var i gang med at fortælle meget mere om. Det blev også til en dansk gudstjeneste senere på dagen. Hele dagen var der en ganske særlig stemning, både her på hospitalet men også ude i byen generelt. 2. påskedag tog vi til Eilat, hvor vi overnattede under åben himmel, inden vi tog til Sinai. Eilat er en blanding mellem Rømø og Las Vegas, men stranden og udsigten derfra er fantastisk Det er en populær by at snorkle ved. Der er mange koralrev. Vi snorklede dog ikke der, men senere i Nuweiba. Turen til Sinai bød på lidt af det hele. Vi besteg Mount Sinai, og Moses skal være glad for, at han ikke kendte mig, for jeg havde ikke ladet en 80-årig gå derop. Igen en nat under åben himmel og derefter snorkelferie med beduinbesøg og kamelridt. Det var en fantastisk tur. I morgen er det så Kristi Himmelfart. Igen en højtid, der er i år for vores vedkommende bliver fejret "på stedet". På Oliebjerget er der en moské, som angiveligt ligger lige der hvor Jesus fór til himmels. En dag om året – altså i morgen- fungerer moskéen som kirke under navnet Himmelfartskapellet. Fordi der er mange forskellige nationaliteter og kongresioner som gerne vil fejre gudstjeneste der, er der tildelt tid til alle. Det betyder at vi en flok herfra hospitalet har været deroppe til gudstjeneste i nat, da der var en tysk gudstjeneste. Det var en speciel oplevelse at være til stede der i moskéen på "stedet". Lige præcis dagen i morgen er et rigtig godt eksempel på hvordan Israel og i særdeleshed Jerusalem er det store miks af religioner, kulturer og folk. Udover at det er Kristi Himmelfartsdag er det nemlig også Jerusalemdag hvor israelerne fejrer indtagelsen af Den Gamle By og Grædemuren. Altså en festdag for de kristne og for israelerne, men en sørgedag for palæstinenserne. Selvom dette miks er årsag til mange og store konflikter, er der nu også noget charmerende over det. Så mange så vidt forskellige mennesker, der lever her, det er helt utroligt. Når man for eksempel står og venter på posthuset og foran sig i køen kan se nonner, ortodokse jøder, tildækkede muslimer og den typiske turist, så bliver man endnu engang mindet om at denne by virkelig er noget for sig. Eller når man midt under gudstjenesten kan høre minareten kalde muslimerne til bøn. Det er ret enestående. Om godt en måned er det så tid til igen at vende næsen hjemad mod Danmark. Som jeg sidder her og skriver på en dansk computer, jeg har lånt og hele tiden tager mig selv i at lave æ, ø og å på gammeldags facon, kan jeg godt se at det er ved at være tiden at komme hjem. De sidste godt 10 mdr. har budt på utrolig meget spændende og lærerigt og det bliver dejligt snart at komme hjem og dele noget af det med jer derhjemme. Vi håber at I alle stadig har det godt og glæder os til gensynet. Kærlig hilsen Johanne og Mai-Britt